Så er vi alene igen for en stund, og har tid til at lave et mere fyldigt indlæg. Vi sendte Camilla hjem igen i søndags, og Oti sendte vi på flyet i forgårs. Det har været vildt hyggeligt med input fra Danmark og hvad dertil hører af kram, aviser, lakridser, zendium og hårkur!
Efter Camilla kom d. 1. marts, lagde vi ud med at sejle lidt rundt omkring Virgin Islands for at hun kunne vænne sig til det med at være på en båd, og at det gynger lidt. Vi elsker det jo selv for det første, og for det andet lægger vi overhovedet ikke mærke til bådens bevægelser efter så lang tid på vandet! Men vi kan jo godt huske, hvordan det er lige at stige på, så som de gode skippere vi er, så var der kyndig vejledning til Camilla om, hvordan og hvorledes det hele foregår, og hun viste sig overordentlig søstærk og interesseret i sejladsen, så det var dejligt. Ingen søsyge (i hvert fald ikke noget hun fortalte til os!), kun spørgsmål såsom “er det normalt, at der er så mange bølger” og “kan den vælte, når nu den ligger så meget ned på siden”. Virgin Islands er et perfekt område at begynde i, da det består af en masse små øer, som ligger meget tæt, så man kan hele tiden se sit bestemmelsessted og efter bare et par timers sejlads er man på en ny ø.
Der er trods alt forskel på solens virkning i DK og i Caribien...
Men vi skulle jo også ud af kravlegården, så med Camilla og Martin (ham der vi var sammen med på Freddys båd til karnevallet) ombord sejlede vi fra Virgin Islands til St. Martin d. 7. marts. Det var en 24 timers sejlads, som gik supergodt. Nattevagter kan jo godt være lidt hårde, men det hele kørte, vinden var god og alle var glade (håber vi da…??). St Martin, eller rettere St. Maarten (da det var den hollandske og ikke den franske del af øen vi var på) er nærmest som at være i Europa. Det er en stor cruiseship destination, som sagt halvt fransk og halvt hollandsk og så ynder de såkaldte megayachts at ligge til her.
Gøgler-Martin underholder på vej til St. Martin
Megayachts er et sygt koncept – det er store både, RIGTIG store både, som skinner så man får ondt i øjnene, da der altid hænger crew i en livline på siden af båden og pudser og polerer i et væk. Bådene kommer til gengæld kun ud af havnen måske en gang om året, når ejeren skal på en lille tur. Ellers ligger den bare i havn, men har til gengæld masser af mennesker om bord konstant, da alt hele tiden skal spille, hvis nu Bill Gates, Sheik Abdullah, eller hvem der nu ellers ejer disse monstrummer, vælger at flyve ind i sit privatfly, lande på bådens helikopterlandingsplads, blot for at spise middag ombord. For lige at prøve at illustrere hvor gigantiske bådene er, så så vi samme båd på Gran Canaria inden afgangen og på St. Maarten. På Gran Canaria var denne båd (indregistreret i Saudi-Arabien) den allerallerstørste i havnen, og vi faldt totalt i svime over den. Den var ligefrem så stor, at den ikke måtte deltage i ARC’en (racet over Atlanten)! På St. Maarten var den simpelthen pinligt lille ved siden af de andre både, og var nok ca. en fjerdedel af gennemsnitsstørrelsen i luksushavnen.
Nå, det var et sidespring som nok er lidt kedeligt for de ikke bådinteresserede, så tilbage til vores besøg fra DK. På St. Maarten stødte Oti til os efter et par gode (hårde?) dage med fest og ture på stranden (de der fly der lander i hovedet på en, som vi har skrevet om på mini-indlægget). Oti var mildest ikke imporneret over den flok unge mennesker hun så efter et par hårde festdage – vi var lidt brugte og kastede os mere over det medbragte slik end over øllene, men nu har Oti jo aldrig været bleg for at tage en øl alene 
Den ene hånd på roret, den anden på en kold Carib. Piratflaget svajer i baggrunden.
Oti syntes, at det hele gyngede lidt rigeligt, men kastede sig alligevel beredvilligt over roret og hjalp godt til med at styre os på mere eller mindre ret kurs fra St. Marteen til St. Eustatius til Nevis til Antigua (de der øer har det bare med at flytte sig hele tiden, ikke Oti?). Forinden havde vi vinket farvel til Camilla på St. Maarten efter to uger, som bare totalt fløj afsted. Vi føler os dog super priviligerede at have en veninde, der bare VILLE komme og besøge os så hun ligefrem droppede det meste af sommerferien sidste år. Vi hyggede os virkelig meget, og blev da også superglade for Camillas afsluttende kommentar om, at det vistnok var den bedste ferie hun nogensinde havde haft 
Der smeltede vi lidt, og vi savnede Camilla fra det sekund vi ikke længere kunne se hende deroppe i afgangshallen hvor rulletrappen endte. Vi håber du er kommet godt hjem, og at du trods alt har lidt mere farve end de andre derhjemme (så pyt med at den er rødlig )
Anders har styr på hozzz'ne
Vi havde i øvrigt to supergode indikatorer på, at Camilla nåede at komme i feriemode. Da hun kom herned fik hun hele tiden ondt i røven, da vi jo sidder ned på båden hele tiden. Vi fattede slet ikke noget, for vi har jo vænnet os til totalt dovnerlivet, hvor vi bare hænger ud, gedder den, og ja sidder ned! Det var Camilla ikke vant til, så hun lavede alle mulige krumspring, skiftede stilling konstant og polstrede sin siddeplads med bløde puder mv. Lige inden hjemrejse kunne hun sidde ned næsten en hel dag uden at få ondt! Flot! En anden indikator var hendes tempo, når hun gik. I begyndelsen, når vi gik på gaden var Camilla hele tiden et par meter foran os, og vi måtte bede hende om at sætte farten ned. Igen så er vi altså virkelig kommet på caribisk tid, hvilket betyder at vi bare tager den helt med ro hele tiden, og at det værste der kan ske, er at have travlt. Camilla gik jo som om hun skulle nå alt muligt, og ja det skulle vi måske også, men altså… - ingen grund til overanstrengelse! Nå men den sidste dag på ferien gik Camilla faktisk allerbagest, så endnu en god indikator for, at hun var kommet ned i gear.
Vulkanen på St Eustatius set fra båden
Med Oti besteg vi bl.a. en vulkan på St. Eustatius. Vi synes, at det er lidt sejt at have en mor/svigermor, som trods alt ikke er helt ung længere, og som har ‘noget’ med det ene knæ, som så alligevel bare kaster sig ud i sådan en tur. Det tog fem kvarter op og fire ned, og vi blev belønnet med et fantastisk syn, da der på toppen/midten af vulkanen er et kæmpe krater fuldstændig dækket af regnskov. Det var meget specielt og supersmukt. Vi så også hundrede- eller tusindevis af hermit crabs, som ikke helt har fattet, at de hører til nede ved stranden. Hver gang de tog et forkert skridt trillede de flere meter ned af bjerget, og måtte forfra. Vi forstod ikke helt, hvad det var de ville mod toppen af den vulkan, men de gjorde i hvert fald en ihærdig indsats for at nå derop!
Pause - vi skal jo heller ikke overanstrenge os!
En micro hermit-crab der i øvrigt bed Anders i fingeren
Oti afsluttede sit besøg her med at give en lækker hummerfrokost på et fort i Antigua med udsigt over havet og de fantastiske farvespil i vandet, som her er.
Og så har vi fået os en overraskelse! Heldigvis en rigtig god overraskelse bestående af et impulsbesøg af Mikkel, som er Anders’ lillebror for dem der ikke lige ved det. Den fattige studerende har fået sponsoreret en billet hertil, så det kommer både han og vi til at nyde godt af fra på næste mandag allerede. Og så tæller vi jo i den grad også ned til at Henrik og Mia kommer d. 6. april!! Vi håber at Mikkel, Mia og Henrik er bedre til at høre efter ift. brugen af solcreme her tæt på ækvator og med genskin fra havet, for både Camilla og Oti fik sig da nogle gode forbrændinger på trods af vores reprimander. Vi har jo efterhånden selv tillagt os en caribisk glød, som vel virker som en faktor 30 i sig selv…
Nå, men alt i alt så går det hele jo bare supergodt, og vi nyder bare SÅ meget at have vores ‘egen’ båd. Igen – det var jo det vores drøm gik ud på, og det er lige så fedt, som vi havde håbet på. Nu har vi lige en uge for os selv inden de næste besøg (faktisk den eneste uge på båden, vi kommer til at have alene), så vi skruer romantikken op på fuldt blus
Sweeeeeet lovin'
Vi håber ikke I har glemt os helt derhjemme… Vi hører at foråret efterhånden er på vej (hele 8 grader – Wauw!), så de første forårsforkølelser, da man er lidt for koldhøne er vel snart på vej for de fleste.
Vi savner jer allesammen (i glimt i det mindste) og lover at gøre en seriøs indsats for at telepatere lidt mere varme og solskin hjem til jer.
Mange hilsner fra Anders og Mary-Lou
