Nu er turen så gået til Kenya, som i alle ved,og vi har nu besluttet at genoptage vores blog, så familie og venner kan følge med hjemmefra. Vores ambition er at skrive et par indlæg om måneden, så lad os se om det kommer til at holde stik

Vi er nu kommet godt på plads i vores nye dele-hus som ligger perfekt placeret i bydelen “Westlands”. Westlands er den mere sikre og mere velstillede del af Nairobi, hvilket vil sige at der bor rigtig mange indere og Mzungu’er (altså hvide). Vi bor lige ved siden af et stort shoppingcenter, der har alle de smarte butikker samt en biograf der viser båd Bollywood og Hollywood film. Det er  rart at det så tæt på som det gør, for det gør det muligt at vi kan gå derned og handle. Normalt kører man alle steder hen, men det er nu godt at få rørt sig i nu og næ.

Kærlig hilsen,

Marie-Louise og Anders

Rollin’ in my 5.0 With my rag-top down so my hair can blow The girlies on standby waving just to say hi Did you stop no I just drove by Kept on pursuing to the next stop I busted a left and I’m heading to the next block The block was dead Yo so I continued to A1A Beachfront Avenue Girls were hot wearing less than bikinis Rockman lovers driving Lamborghinis…..

Vi ankom til Miami i forgårs efter at have været en lille uge på St. Croix (en af de gamle danske øer), hvor vi tog til et par dage efter, at Mia og Henrik var taget hjem igen. St. Croix var ret cool, der var masser af gammel dansk kulturarv at kigge på, og så var der ingen cruiseshipturister i hovedbyen Christiansted, hvor vi boede. Det var bare superherligt. Alle de skide cruiseshipturister og deres diamant-powershopping, og hvad det ellers betyder for mangel på ’lokal kultur’, har vi altså fået nok af, så det var fedt at komme til en helt anden slags ø.

Sidste aften på St. Croix var vi til Crab Race, hvilket var en stor succes. Det går ud på, at man ’køber’ eller rettere lejer en eller flere hermit crabs (for dem der ikke ved det, er hermit crabs krabber der har neglet sig et sneglehus, som de bruger som skjold, da de synes det er meget federe end deres egen skal), som så konkurrerer mod en masse andre hermit crabs i et race, der handler om at de skal krabbe ca. 1 meter ud af en cirkel. Vi havde troet at krabberne bare ville sidde der og kigge, og at det ville tage 100 år for et løb at blive afholdt (og der var rigtig mange deltagende krabber…). Men nej, de pilede afsted ud af startcirklen og hen til målcirklen. Altså lige bortset fra dem, der aldrig fik benene ud af sneglehuset og så temmelig livløse ud. Det var totalt fjollet og så samtidig rigtig sjovt, og endnu en god anledning til at drikke nogle Blackbeard Ales på Fort Christian Brew House, hvilket er Virgin Islands eneste mikrobryggeri, som laver rigtig gode øl. M-L havde vurderet krabberne der var at vælge imellem, og havde nøje udvalgt tre krabber som fik skrevet navn på ryggen, vi navngav dem hhv. Dr. Gonzo, Raoul Duke og så bonuskrabben Fritz. Dr Gonzo og Raoul var mindre krabber, som lod til at have masser af energi, og efter de første par løb var det også dem, vi satsede mest på, da det hele tiden var de mindste krabber der vandt. Men i næstsidste løb kom den store krabbe Fritz ud af starthullerne og vandt over de ca. 100 andre krabber. Vi var ellevilde og vi vandt et gavekort til en bar på 25 USD. Det kunne vi godt nok ikke bruge til noget, da vi skulle afsted næste morgen.

Nu er vi så i Miami, hvor det hele tiden har været planen, at vi skulle slutte vores rejse af. Det har dog hele tiden været noget der jo lå laaangt ude i fremtiden, da vi jo ligesom først skulle krydse et Atlanterhav, sejle rundt med Freddy til de sydøstlige caribiske øer, rejse rundt alene i Puerto Rico og den Dominikanske republik, sejle rundt på egen hånd i de nordøstlige caribiske øer og jomfruøerne og have i alt fire besøg fra Danmark. Men nu er det nu, og vi må sande, at der kun er en uge til vi lander i København igen. Vi kan se, at termometeret derhjemme har svært ved at svinge sig op over de 12 forkølede grader, hvilket absolut ikke huer os. For det første vil vi jo fryse helt vildt når vi nu er vant til 30-35 grader, og for det andet er vores varme tøj pakket langt ned i nogle kasser, som står i en kælder langt ude på landet. Men hvis vi nu bare tager mange par shorts, mange lette toppe og mange klipklapper på på en gang, mon så vi kan holde varmen?

Vi er i øvrigt hjemløse de første tre uger efter vi lander, da vi har forbarmet os over vores lejere, som skal flytte ind i det hus de har fundet 1. juni og gerne lige vil have en uges tid til at male. Men flere mødre har (vistnok) allerede redt op til os og regner med hyppige besøg i begyndelsen, og så står dørene (vistnok) heldigvis åbne hos flere af dem, som vi holder allermest af hjemme i København. Ellers så glæder vi os da (lidt) til at komme hjem igen og se nogle af de allermest savnede dagen efter vi er landet om fredagen (begge nygifte i vores fravær og den ene også højgravid!), og mange af de faktisk lige så savnede om lørdagen, hvor Camilla og Mia hoster en velkommen-hjem fest for os, hvilket vi er rigtig glade for, når nu vi ikke rigtig selv kan det.

En sidste hilsen fra paradis – vi ses om en uges tid!

Knus fra Anders og Mary-Lou

Så blev The Family of Love samlet i Caribien !!

- og for dem der nu ikke forstår det, så er Mia og Henrik jo vores selvvalgte familie gennem mange år efterhånden…

Henrik og Mia er også lynhurtigt blevet afhængige af sundowners!

Flag til båden, lavet til lejligheden…

Efter nogle dage på Antigua, hvor også familien skulle lære the motion of the ocean at kende, sejlede vi til St. Kitts længere nordpå. På St. Kitts lagde vi til kaj for første gang hernede overhovedet, ellers har vi jo ligget for anker eller bøje, da det er den billigste måde at overnatte på i Caribien, og så tager man dinghyen (gummibåden) når man skal i land. Lad os sige det på den måde, at hele familien ikke er lige søstærke, så det var rart at kunne gå i land, når man lystede i stedet for at skulle vente på at alle var klar og parate og havde børstet tænder, samlet sig sammen, kigget sig selv i spejlet i 15 minutter, og hvad der nu ellers er behov for sådan inden alle er klar.

Mia og Jimmy, som vi desværre ikke fik lov at tage med tilbage til båden som ‘House Monkey’

St. Kitts er øen hvor der er flere aber end mennesker, og hvor der er blevet importeret mongooses til at slå alle slangerne ihjel (hvilket Anders var glad for). Vi blev på St. Kitts i 3 dage, hvor vi så Brimstone Fort, et velbevaret fort med masser af kanoner og andet pirat relevant materiale.

På Brimstone Hill Fortress

Herefter tog vi til en Plantation Inn, en gammel sukker-plantage som er blevet lavet om til et hotel med tilhørende restaurant. Stedet var perfekt placeret tæt på vandet med en helt fantastisk udsigt. Vi lagde lynhurtigt billet ind til at købe stedet for at lave det om til vores helt egen feriebolig, og de lovede at ringe næste gang det var til salg. Om ca. 5000 år.

På Rawlins Plantation Inn, St. Kitts

Frokostbuffet på vores fremtidige private feriebolig – vi beholder sgu kokken!

Næste stop var Saba, the unspoiled queen, en lille perle af en ø på vejen til British Virgin Islands. Udefra ligner øen en utilnærmelig sten-ø uden noget videre interessant at se. Men kommer man så ind på øen og op på selve det plateau hvor hovedbyen ligger, så åbner der sig et sandt paradis.

Windwardside, Saba – totalt hemmelig by. Pr. lovkrav skal alle huse være hvide med røde tage og grønne skodder. Det er ren Emil fra Lønneberg – SÅ nuttet!

Der bor kun 1500 mennesker på øen, og det er ikke en cruiseship destination, så vi fik noget ægte Caribien paradis at mærke her. The motion of the ocean på Saba var til gengæld for meget for selv den sygeste pirat, da øen er cirkulær, og der derfor ikke er nogle bays man kan lægge sig i, hvor øen yder lidt beskyttelse for dønninger fra Atlanterhavet. Vi tog derfor 2 overnatninger på en øko-lodge midt i regnskoven, hvor humingbirds, sommerfugle, gekkoer og crickits var vores meget nære naboer. Det var superlækkert!

På Eco-lodge midt i Sabas regnskov

True Love at the Eco-Lodge

Mufferne tog sig et par dyk i havet  (Saba er åbenbart blandt top 10 i verden af lækre dykkerdestinationer, og det VAR smukt!), mens den mere “jordnære” (landkrabbeagtige ) del af besætningen besteg vulkanen på øen. Hvor vi kom tilbage renvaskede af det caribiske havs blide bølger, kom Henrik og Mia tilbage med mudder fra top til tå, da de syge trekkers naturligvis tog den mere unauthorised udgave af stien til toppen af bjerget.

Vi var alle godt trætte efter dagens outdoor adventures, men tog alligevel et par timer senere hul på en 18 timers natsejlads til British Virgin Islands. Kaptajnerne lod vores crew members sove natten igennem, og på ægte piratmanér stod vi to så skiftevis bag roret natten lang. Vi må indrømme, at vi lidt savnede Freddys selvstyrer, men vi klarede den og blev blandt andet belønnet af en supersmuk solopgang.

Solopgang – sjældent syn eftersom vi, ihvert fald ifølge de fleste gæster vi har haft om bord (bortset fra Mia og Henrik), sover længe…

Nu er vi så ankommet til BVI, hvor den opmærksomme læser (vores forældre… andre?? ) vil vide, at vi overtog båden og skal aflevere den igen om en uges tid. Vi kan slet slet ikke forstå, at det er ved at lakke mod enden både med vores sejlereventyr, men også med Caribien eventyret i det hele taget. Hvis vi kunne, var vi blevet, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Men vi glæder os da også til at se jer alle derhjemme igen og til at komme hjem til det danske forår, og ikke mindst tilskud fra A-kassen og VM i fodbold!!!

Vi lander i København igen d. 13 maj. Når Mia og Henrik er taget hjem igen på mandag, tager vi nok en lille uge til St. Croix, en af de tidligere danske øer, og derfra til Miami, hvor vi vil slutte rejsen af med at cruise i åben vogn ned langs Florida Keys til Key West med East Coast gansta’ rap i højttalerne.

Mia og Henrik i det krystalklare vand på Virgin Gorda, BVI

Caribiens hårdeste pikke!

Rigtig mange knus og kærlige hilsner til alle hjemme i sneen (hører vi – hvad sker der med det??? Vi kommer altså ikke hjem før solen skinner for good!!) og i vulkantågen (hører vi jo også, og hvad sker der også med det, det er da for møstisk!)

Fra the true Pirates of the Caribbean - Anders og Mary-Lou

Mikkel nyankommet - helt kridhvid men klar til at give den gas

Efter at Mikkel lige havde vænnet sig til the motion of the ocean, ved at vi bare lå i havn de første par dage, så sejlede vi til Montserrat, en vulkansk ø der ligger ca. 6 timers sejlads fra Antigua. Og det er ikke hvilken som helst vulkansk ø, det er faktisk en ret syg vulkansk ø, da vulkanen på øen er ’levende’ eller hvad det nu hedder, og jævnligt er i udbrud. Faktisk steg der en svag røg op af den under hele vores besøg på øen, men det udviklede sig dog ikke til en syg eksplosion, selvom det ville have været lidt sejt at se.

Vulkanen på Monserrat - not dormant

I 1995-1997 var der så store udbrud, at mere end halvdelen af øen for det første er en stor exclusion zone, da der er risiko for at det bliver overdækket med aske, lava, sten og hvad vulkanen ellers kan finde på at sprøjte ud, hvis den går amok igen. Men for det andet så er det også exclusion zone, fordi den netop gik ekstra meget amok der tilbage i 90’erne. Det var vi oppe at se, ved at vi kørte op på toppen af et andet bjerg, hvorfra vi kunne se udover den sydlige del af øen, og det var altså et fantastisk syn! At der er en linie, der bare skærer sig igennem landskabet, hvor der på den ene side er grønt og frodigt og på den anden side bare er helt brun-gråt med døde træer, forladte huse, ingen vegetation, og det eneste liv der er, er nogle geder, køer, grise og får, som ikke helt har forstået det der exclusion zone koncept.

Og så får man samtidig lidt dårlig samvittighed over at stå der og synes, at det ser fantastisk ud, for de mennesker der har boet på den del af øen, hvilket inkluderede hovedstaden, hvor langt de fleste har boet, har jo mistet alt hvad de ejede og havde, da deres hjem blev oversvømmet af aske og lava. Det må have været forfærdeligt, og for mange var det så uoverskueligt at skulle bygge en ny tilværelse op, at de fraflyttede øen. Mange tog til England, Canada og til nogle af de andre caribiske øer, og befolkningstallet faldt i årene efter de store udbrud fra 11.000 til 2.000. Så er det altså svært for myndighederne, at få det hele op at køre igen, og få sparket en genopbygning igang. Man besluttede, at hvis det faldt helt ned til 1.000 indbyggere, så ville man ’lukke’ øen. En del mennesker fra de andre caribiske øer så dog nogle muligheder i Monserrat, så pga. en stor tilflytning fra Jamaica, Trinidad og mange andre øer, er befolkningstallet nu oppe på 4.000.

Og særligt Jamaicanerne har gjort det ’godt’. Så selvom de kom til øen uden så mange penge og uden dyr, så er de for eksempel dem, der sælger mest kød på øen overhovedet. De har nemlig godt luret, at de der dyr, som tuller omkring i exclusion zonen, de ikke har nogle ejere længere, så dem får de lige hapset, slagtet og solgt. Sweet deal for Jamaicanerne.

Taget af et hus, dækket af aske og gammel lava

På vejen tilbage til Antigua havde vi en helt speciel sejlads. For første gang overhovedet har vi oplevet, at der stort set ingen vind var. Der var heller ikke noget strøm af betydning, så vi fik Atlanterhavet at se med havblik. Det var helt specielt, når man er vant til bølger og blæsevejr konstant. At der var havblik betød så også, at der var ekstra gode muligheder for at spotte dyr i vandet, som vi ellers normalt godt kan have overset, da sådan et lille skildpaddehoved nemt kan gemme sig bag en bølge. Og vi var rigtig heldige den her dag. Først så vi netop en skildpadde, som lå i overfladen og trak vejret. Den var ret stor, nok i hvertfald med et 60-70 cm langt skjold. Men dernæst så vi fandeme en humpback whale!! Det var jo hvad vi i den Dominikanske Republik betalte masser af penge for at komme med en tur ud at se, og her midt i det hele så vi så selv ryggen og halen af en hval. På vores tur i den Dominikanske Republik lærte vi, hvordan man skal holde øje med dem, så man spotter dem, når de igen kommer op og skal trække vejret. 4 gange så vi i alt den her hval være oppe.

Det var fantastisk! Men mens vi kigger en sidste gang efter den, spotter vi en rygfinne kun ca. 20 meter bagved båden. Vi ser den flere gange indtil den til sidst forsvinder, og tager det umiddelbart for at være en delfin. Da vi så sidder og snakker lidt om det, så var det sgu nok ikke en delfin. For delfiner har vi jo set en del af, og de er altså  for det første normalt nysgerrige og legesyge og ville have svømmet med os ved siden af båden og sprunget lidt rundt, og for det andet svømmer de normalt i flok, og det her var bare en enlig finne der kredsede lidt. Så sandsynligheden for at det har været en haj var altså ikke helt lille! Det forhindrede selvfølgelig ikke de gæve pirater i at slukke motoren og tage en svømmetur i det blikstille dybe vand. Godt at Mor Birthe ikke vidste det på forhånd…

Tilbage på Antigua har vi slappet af, hygget os, forfinet vores bombeteknikker og set frem til at Henrik og Mia skulle komme… i går… men ja de kommer altså først i morgen, da der lige var lidt vanskeligheder ved at finde papirerne derhjemme… Men altså nu kommer de, og det glæder vi os bare SÅ meget til. Og så bliver det en rigtig syg fest i morgen aften, for samtidig med at det er velkomstfest for Henrik og Mia, så er det også Mikkels sidste aften, så det er også afskedsfest for ham. Vi lægger Caribs på køl og mikser rumpunches og så skal vi ellers give den gas, palance og danse til Lady Gaga, som er blevet det helt store hit her på båden efter Mikkel har haft musik med herned.  

Madlavning og dans til Lady Gaga kan sagtens forbindes

Som sædvanligt håber vi, I også har det godt derhjemme, at de værste vinterdepressioner er ved at være overstået, og at I har nydt påsken.

Mange knus fra Anders og Marie-Louise

Planen er, at vi sejler til Montserrat en af de nærmeste dage, som blandt andet kan byde på en off-limits zone, der dækker halvdelen af øen efter et kæmpe vulkanudbrud i 1997. Måske når vi også til Barbuda – Antiguas søsterø inden vi skal hente Mia og Henrik på næste tirsdag d. 6., hvilket vi jo også glæder os sindssygt meget til.

Nå men mange hilsner fra Anders og Mary-Lou i Caribien, og så håber vi at I efterhånden kan mærke alt det sol og varme vi har telepateret hjem til jer de sidste par måneder.

- and a bottle of rum!

Efter Camilla kom d. 1. marts, lagde vi ud med at sejle lidt rundt omkring Virgin Islands for at hun kunne vænne sig til det med at være på en båd, og at det gynger lidt. Vi elsker det jo selv for det første, og for det andet lægger vi overhovedet ikke mærke til bådens bevægelser efter så lang tid på vandet! Men vi kan jo godt huske, hvordan det er lige at stige på, så som de gode skippere vi er, så var der kyndig vejledning til Camilla om, hvordan og hvorledes det hele foregår, og hun viste sig overordentlig søstærk og interesseret i sejladsen, så det var dejligt. Ingen søsyge (i hvert fald ikke noget hun fortalte til os!), kun spørgsmål såsom “er det normalt, at der er så mange bølger” og “kan den vælte, når nu den ligger så meget ned på siden”. Virgin Islands er et perfekt område at begynde i, da det består af en masse små øer, som ligger meget tæt, så man kan hele tiden se sit bestemmelsessted og efter bare et par timers sejlads er man på en ny ø.

Der er trods alt forskel på solens virkning i DK og i Caribien...

Men vi skulle jo også ud af kravlegården, så med Camilla og Martin (ham der vi var sammen med på Freddys båd til karnevallet) ombord sejlede vi fra Virgin Islands til St. Martin d. 7. marts. Det var en 24 timers sejlads, som gik supergodt. Nattevagter kan jo godt være lidt hårde, men det hele kørte, vinden var god og alle var glade (håber vi da…??). St Martin, eller rettere St. Maarten (da det var den hollandske og ikke den franske del af øen vi var på) er nærmest som at være i Europa. Det er en stor cruiseship destination, som sagt halvt fransk og halvt hollandsk og så ynder de såkaldte megayachts at ligge til her.

Gøgler-Martin underholder på vej til St. Martin

Megayachts er et sygt koncept – det er store både, RIGTIG store både, som skinner så man får ondt i øjnene, da der altid hænger crew i en livline på siden af båden og pudser og polerer i et væk. Bådene kommer til gengæld kun ud af havnen måske en gang om året, når ejeren skal på en lille tur. Ellers ligger den bare i havn, men har til gengæld masser af mennesker om bord konstant, da alt hele tiden skal spille, hvis nu Bill Gates, Sheik Abdullah, eller hvem der nu ellers ejer disse monstrummer, vælger at flyve ind i sit privatfly, lande på bådens helikopterlandingsplads, blot for at spise middag ombord. For lige at prøve at illustrere hvor gigantiske bådene er, så så vi samme båd på Gran Canaria inden afgangen og på St. Maarten. På Gran Canaria var denne båd (indregistreret i Saudi-Arabien) den allerallerstørste i havnen, og vi faldt totalt i svime over den. Den var ligefrem så stor, at den ikke måtte deltage i ARC’en (racet over Atlanten)! På St. Maarten var den simpelthen pinligt lille ved siden af de andre både, og var nok ca. en fjerdedel af gennemsnitsstørrelsen i luksushavnen.

Nå, det var et sidespring som nok er lidt kedeligt for de ikke bådinteresserede, så tilbage til vores besøg fra DK. På St. Maarten stødte Oti til os efter et par gode (hårde?) dage med fest og ture på stranden (de der fly der lander i hovedet på en, som vi har skrevet om på mini-indlægget). Oti var mildest ikke imporneret over den flok unge mennesker hun så efter et par hårde festdage – vi var lidt brugte og kastede os mere over det medbragte slik end over øllene, men nu har Oti jo aldrig været bleg for at tage en øl alene

Den ene hånd på roret, den anden på en kold Carib. Piratflaget svajer i baggrunden.

Oti syntes, at det hele gyngede lidt rigeligt, men kastede sig alligevel beredvilligt over roret og hjalp godt til med at styre os på mere eller mindre ret kurs fra St. Marteen til St. Eustatius til Nevis til Antigua (de der øer har det bare med at flytte sig hele tiden, ikke Oti?). Forinden havde vi vinket farvel til Camilla på St. Maarten efter to uger, som bare totalt fløj afsted. Vi føler os dog super priviligerede at have en veninde, der bare VILLE komme og besøge os så hun ligefrem droppede det meste af sommerferien sidste år. Vi hyggede os virkelig meget, og blev da også superglade for Camillas afsluttende kommentar om, at det vistnok var den bedste ferie hun nogensinde havde haft Der smeltede vi lidt, og vi savnede Camilla fra det sekund vi ikke længere kunne se hende deroppe i afgangshallen hvor rulletrappen endte. Vi håber du er kommet godt hjem, og at du trods alt har lidt mere farve end de andre derhjemme (så pyt med at den er rødlig )

Anders har styr på hozzz'ne

Vi havde i øvrigt to supergode indikatorer på, at Camilla nåede at komme i feriemode. Da hun kom herned fik hun hele tiden ondt i røven, da vi jo sidder ned på båden hele tiden. Vi fattede slet ikke noget, for vi har jo vænnet os til totalt dovnerlivet, hvor vi bare hænger ud, gedder den, og ja sidder ned! Det var Camilla ikke vant til, så hun lavede alle mulige krumspring, skiftede stilling konstant og polstrede sin siddeplads med bløde puder mv. Lige inden hjemrejse kunne hun sidde ned næsten en hel dag uden at få ondt! Flot! En anden indikator var hendes tempo, når hun gik. I begyndelsen, når vi gik på gaden var Camilla hele tiden et par meter foran os, og vi måtte bede hende om at sætte farten ned. Igen så er vi altså virkelig kommet på caribisk tid, hvilket betyder at vi bare tager den helt med ro hele tiden, og at det værste der kan ske, er at have travlt. Camilla gik jo som om hun skulle nå alt muligt, og ja det skulle vi måske også, men altså… - ingen grund til overanstrengelse! Nå men den sidste dag på ferien gik Camilla faktisk allerbagest, så endnu en god indikator for, at hun var kommet ned i gear.

Vulkanen på St Eustatius set fra båden

Med Oti besteg vi bl.a. en vulkan på St. Eustatius. Vi synes, at det er lidt sejt at have en mor/svigermor, som trods alt ikke er helt ung længere, og som har ‘noget’ med det ene knæ, som så alligevel bare kaster sig ud i sådan en tur. Det tog fem kvarter op og fire ned, og vi blev belønnet med et fantastisk syn, da der på toppen/midten af vulkanen er et kæmpe krater fuldstændig dækket af regnskov. Det var meget specielt og supersmukt. Vi så også hundrede- eller tusindevis af hermit crabs, som ikke helt har fattet, at de hører til nede ved stranden. Hver gang de tog et forkert skridt trillede de flere meter ned af bjerget, og måtte forfra. Vi forstod ikke helt, hvad det var de ville mod toppen af den vulkan, men de gjorde i hvert fald en ihærdig indsats for at nå derop!

Pause - vi skal jo heller ikke overanstrenge os!

En micro hermit-crab der i øvrigt bed Anders i fingeren

Oti afsluttede sit besøg her med at give en lækker hummerfrokost på et fort i Antigua med udsigt over havet og de fantastiske farvespil i vandet, som her er.

Og så har vi fået os en overraskelse! Heldigvis en rigtig god overraskelse bestående af et impulsbesøg af Mikkel, som er Anders’ lillebror for dem der ikke lige ved det. Den fattige studerende har fået sponsoreret en billet hertil, så det kommer både han og vi til at nyde godt af fra på næste mandag allerede. Og så tæller vi jo i den grad også ned til at Henrik og Mia kommer d. 6. april!! Vi håber at Mikkel, Mia og Henrik er bedre til at høre efter ift. brugen af solcreme her tæt på ækvator og med genskin fra havet, for både Camilla og Oti fik sig da nogle gode forbrændinger på trods af vores reprimander. Vi har jo efterhånden selv tillagt os en caribisk glød, som vel virker som en faktor 30 i sig selv…

Nå, men alt i alt så går det hele jo bare supergodt, og vi nyder bare SÅ meget at have vores ‘egen’ båd. Igen – det var jo det vores drøm gik ud på, og det er lige så fedt, som vi havde håbet på. Nu har vi lige en uge for os selv inden de næste besøg (faktisk den eneste uge på båden, vi kommer til at have alene), så vi skruer romantikken op på fuldt blus

Sweeeeeet lovin'

Vi håber ikke I har glemt os helt derhjemme… Vi hører at foråret efterhånden er på vej (hele 8 grader – Wauw!), så de første forårsforkølelser, da man er lidt for koldhøne er vel snart på vej for de fleste.

Vi savner jer allesammen (i glimt i det mindste) og lover at gøre en seriøs indsats for at telepatere lidt mere varme og solskin hjem til jer.

Mange hilsner fra Anders og Mary-Lou

Det er en Beneteau 405, som er 40 fod lang, godt 13 meter, hvilket er 15 fod længere end vores egen hjemme i DK. Den har 3 sovekabiner, 1 stue samt 2 toiletter, så det er det rene luksus.

Vi har lejet båden indtil den 26 April, så vi har stadig mange uger tilbage af vores sejler eventyr, herligt !!!

Her er stuen!

Stuen og køkkenet

Lige ved lufthavnen ligger en strandbar som alle flyene flyver lige hen over og der er gratis drinks til alle topløse piger i baren – fantastisk sted. (Der har vi så brugt 2 dage nu ).

Camila, vores veninde fra DK er nu faldet rigtig godt til på båden og har nu gearet helt ned i Caribisk tempo. Desværre fik hun allerede 2. dag den helt store solskoldning på ryggen, men det blev hurtigt fikset med nogle velfortjente sundowners.

Nu glæder vi os så til at Oti lander i aften og vi skal have mere DK-hygge.

In water bar - fedt koncept!

Og så blev vi øvrigt så glade for Mirja, at vi har lokket hende til at komme tilbage til Tortola og tage med os til fullmoon-party i morgen i Bomba’s Beach Shack med mushroom tea, wet t-shirt contest, Bomba himself siddende på en stor trone og skue ud over det hele som kongen af Tortola, og hvad der ellers hører til en god fullmoon party.

Og så kommer Camilla på mandag! Det har vi glædet os til rigtig længe. Camilla, som er vores fælles veninde, sagde allerede i sommer til os, at hun ville komme ud og besøge os, og der har ikke været så meget slinger i valsen, hun er bare kommet. Det bliver superdejligt at se hende og høre nogle røverhistorier fra Danmark, hvor vi jo er gået glip af alle årets julefrokoster med hvad dertil hører af mere og mindre officielle historier…. Vi er begyndt at varme op og teste forskellige rum punch mix af, så den bedste bowle er klar til Camillas ankomst.

Martin, som vi jo sejlede med i Trinidad på Freddys båd, joiner os på St. Thomas, som er en af de gamle danske øer, og så sejler vi alle fire hen til St. Martin og videre til Antigua, hvor Oti (Marie-Louises mor for de få der ikke ved det) lander d. 11. marts. Det glæder vi os selvfølgelig også rigtig meget til. Så må vi se om svigermor kan drikke rom som hun drikker Dr. Nielsen…

Efter Oti er taget hjem igen har vi 2½ uge alene på båden inden vores selvvalgte familie, Henrik og Mia for der skulle være i tvivl, kommer og besøger os i hele 3 uger. Vi var lidt i tvivl inden vi tog afsted fra Danmark (for 3½ måned siden nu, fuck hvor tiden den flyver), om finanserne kunne række til to flybilletter til Caribien, så vi blev megaglade, da vi fik besked om, at nu var billetterne købt! CFF starter d. 6. april og varer til d. 21 april! Det bliver en kæmpefest!

Derefter ved vi endnu ikke helt hvad der sker. Vi har faktisk købt flybilletten hjem (….!!) fra Miami, men vi ville jo gerne til Cuba inden. En flybillet herfra til Cuba og så fra Cuba til Miami kostede så bare lige endnu mere end en returbillet fra Danmark, så den hoppede vi ikke lige umiddelbart på, så slutningen af eventyret er endnu ikke planlagt, hvilket sgu også er meget rart

Så ved I lidt om vores planer, for når nu vi får besøg kommer vi altså ikke til at opdatere herinde så tit (bare rolig Signe det er ikke fordi vi glemmer jer derhjemme). Vi glæder os til flere nyheder hjemmfra, og gerne om noget andet end at det sner og er koldt – den har vi ligesom fanget, og et eller andet andet må der da ske! En ny regering for eksempel…